I den seneste tid har vi arbejdet intensivt med forbedringer til både OS2datascanner udseende og brugerflow. Det har medført et komplet redesign af brugerinterfacet i rapportmodulet.
Automatisk oprydning
En meget efterspurgt funktionalitet i OS2datascanner har været muligheden for automatisk at rydde op i matches, der allerede er håndteret i datakilden.
Det er nu implementeret med stor hjælp fra især Tønder Kommune.
Nu fungerer systemet sådan, at eksempelvis en mail der fremgår med et match i rapportmodulet automatisk vil blive markeret som håndteret, når OS2datascanner har scannet næste gang. Oplever man fx at man har mange matches i slettet post eller sendt post, kan man altså slette samtlige mails i en mappe, køre et nyt scan, og have et rapportmodul der nu automatisk er ryddet op.
Flere forbedringer på vej
I resten af 2020 vil der blive fokuseret på yderligere forbedringer, som skal gøre systemet nemmere at tage i brug. Konkret vil følgende funktionaliteter blive implementeret:
- Massehåndtering af matches i brugerinterfacet
- Filtrering af matches
- Visning af håndterede matches — et arkiv der viser historikken for håndterede matches.
- API der gør det muligt at integrere OS2datascanner direkte med andre systemer
I 2021 begynder arbejdet med to store milepæle:
- Integration til Active Directory, så brugere automatisk oprettes og tildeles login.
- Implementering af ledelses- og DPO statistikker.
De forventes klar i løbet af Q1, senest Q2. Der vil desuden løbende blive indsamlet feedback fra brugere, og løbende blive lavet opdateringer til både design og brugerflow.