Vi har spurgt Thomas Martinsen, IT-arkitekt i Digitaliseringsforening Sjælland (DIGIT) og medlem af kravredaktionen om hans oplevelser med OS2kravmotor.
Hvorfor har I valgt OS2kravmotor?
I DIGIT valgte vi at støtte op om udviklingen af OS2Kravmotor, da det grundlæggende er en god idé, at kommunerne går sammen om at kunne stille gode, gennemarbejdede og frem for alt ensartede krav til leverandørmarkedet.
Hvad er fordelene ved OS2kravmotor set fra DIGITs side?
- Det er lettere for leverandørerne at tilpasse deres løsninger til de efterspurgte kommunale behov, da kommunernes kravsætning i mindre grad afviger fra hinanden.
- Det skaber en højere kvalitet i kravsætningen, når vi genbruger krav.
- Som kommune(r) er det lettere at sikre sig, at man har husket alle hjørner af de non-funktionelle krav i sit udbud. Som et eksempel herpå har vi anvendt OS2Kravmotor i DIGITs kommende udbud af ESDH, hvor 12 kommuner går sammen. Selvom vi har haft et erfarent stort eksternt konsulentfirma til at hjælpe os med kravsætningen, var der stadig et par hjørner som deres non-funktionelle krav ikke dækkede, men hvor vi kunne supplere op med krav fra OS2Kravmotor.
Hvordan er det gået med implementering og drift i de forskellige kommuner?
Vi er desværre ikke nået så langt med en lokal implementering i de enkelte kommuner. Af de foreningskommuner som jeg har talt med skyldes manglen på lokal forankring først og fremmest, at der skal afsættes ressourcer til at være tovholder for kravmotoren. Dernæst peger kommunerne på, at der mangler synlighed omkring retningen for, hvor OS2Kravmotor bevæger sig hen, og hvad kommunerne kan forvente herunder i forhold til kvaliteten i de indeholdte krav og OS2Kravmotor som procesværktøj for leverandørdialogen.
Alle de kommuner, jeg har talt med, er dog enige om, at OS2kravmotor grundlæggende er en rigtig god íde og kan blive et stærkt værktøj. Og ja, så koster den jo ikke ret meget for kommunerne, i forhold til de penge kommunen kan spare ved at huske at stille de rigtige krav til sine leverandører.
Hvordan er I kommet over de udfordringer, I har mødt?
Udfordringerne har jeg vidst allerede nævnt, og nu sidder jeg jo selv som en del af kravredaktionen, hvor vi mødes ca. hver tredje måned. Det er er sådan set fint nok, men alt andet lige er det noget, jeg arbejder med ved siden af mine andre arbejdsopgaver. Og i forhold til den opmærksomhed, som jeg mener, OS2Kravmotor kræver, skal der efter min mening etableres en OS2-sekretariatsfunktion til at varetage OS2Kravmotor på linje med det, vi også har på OS2Kitos. For der er behov for en konstant tovholder, særligt når KOMBIT og KL også har en interesse i at udvikle på OS2Kravmotor.