Skip to Content

OS2-SkadesØkonomi bliver landsdækkende

OS2-produkt anvendes til landsdækkende klimaberegninger efter ny investering
31 oktober, 2024 af
Lars Kaalund


Du er måske stødt på nyheden om, hvordan oversvømmelser vil påvirke tre danske kystbyer, når havvandet i løbet af de næste 100 år stiger med cirka 1 meter? 

Det er der i hvert fald en stor sandsynlighed for, eftersom nyheden blev bragt i landsdækkende medier (se links nedenfor). Livet i Kalundborg, Nakskov og Kerteminde vil ændre sig: Der vil ske skader for 8,6 mia. kroner, 5.000 boliger vil blive oversvømmet og 14.000 mennesker skal genhuses mens deres hjem genopbygges. 

Måske bed du mærke i, at DTU står bag beregningerne præsenteret i den omtalte rapport - men hvad du nok ikke fik indblik i, i dækning af historien, er at det er det det fælleskommunale produkt, OS2-SkadesØkonomi, DTU anvendte som værktøj til at udføre beregningerne. Da OS2-SkadesØkonomi er et fælleskommunalt produkt, deles alt med kommunerne, det gælder input og output, og ikke mindst i form af selve programmet, som alle kan hente på Github. Det kan vi takke OS2 samarbejdet for. 

Realdania og Klimaalliancen har set værdien i at anvende denne metode, og finansierer derfor en landsdækkende beregning. OS2-SkadesØkonomi bliver med andre ord det værktøj, der anvendes til at beregne skadesomkostninger for alle landets kystbyer.


300.000 kroner betyder beregninger til alle kommuner

Realdanias bevilling på 300.000 kroner betyder dermed, at alle kommuner nu får beregninger af skader på matrikelniveau for 10 forskellige typer af skader: Bygninger, Mennesker og helbred, Vej og trafik, Rekreative områder, Turisme, Landbrug, Kritisk infrastruktur, Erhverv, Offentlig service og Økosystemer.



Kommunerne kan anvende resultaterne direkte, eller de kan tage datagrundlaget og regne videre. 

Netop datagrundlaget skal vi dvæle ved: Der sker en konstant udvikling i de aktuelle statistikker for stormflodshøjder, IPCC's fremskrivningerne af klimaet forfines, skadesfunktioner opdateres og vores viden om skaders sociale betydning vokser også. 

Lige nu er alle parametre opdateret i de nye beregninger, hvilket gør arbejdet en del lettere for kommunerne. For om 2-3 år har meget forandret sig, og kommunerne kan til den tid selv gentage beregninger på nye oplysninger, og sammenholde med beregninger fra i år, 2024. 

Denne fleksibilitet og automatiske opdatering er en betydelig styrke ved vores projekt og værktøj: OS2-SkadesØkonomi.


Fordele for den enkelte kommune

Når resultatet af beregningerne ligger klar, kan kommunerne vælge selv at arbejde videre med resultaterne, gentage beregningerne med nye forudsætninger, og de kan præsentere dem på den måde, der er relevant for netop deres kommune. 

Kommuner kan også lade rådgivende ingeniører/arkitekter udføre opgaven, og få den tilbage med alle mellemregninger i form af fuld historik for udførte beregninger. Ved at anvende OS2-SkadesØkonomi opnår kommuner derfor også frihed til at kunne vælge mellem (eller skifte) leverandører, fordi det er muligt på forhånd kan definere hvordan beregningerne foretages og resultaterne leveres. 

Den mulighed eksisterer med OS2-SkadesØkonomi, da det er et fællesoffentligt open source produkt, tilgængeligt for alle - også private aktører. 

En skelnen, som er vigtig at få med, er at tilgængelighed for alle ikke er lig med gratis. OS2-SkadesØkonomi er en it-løsning, der kræver drift, udvikling og vedligehold (som de fleste andre it-løsninger). Økonomien bag produktet sikres af en række forskellige bidragsydere (institutioner, kommuner, leverandører) samt de kommuner, der vælger at indgå en tilslutningsaftale til produktet. Afhængigt af kommunens størrelse og medlemskab i OS2-fællesskabet beløber den årlige tilslutningsafgift sig til mellem 4.000 - 10.000 kroner per kommune.


Vision: National standard for beregningsmetoder 

Klimatilpasning kræver afvejning af udgifter og indtægter (i form af sparede skadesomkostninger), beregninger, den enkelte kommune skal foretage løbende og kommunikere til kommunens borgere. Indtil videre er der dog ingen national standard for den type beregninger. 

Det vil OS2-SkadesØkonomi gøre op med, og visionen med løsningen er derfor netop at skabe en national standard for de metoder, der anvendes til beregninger i forbindelse med klimatilpasning. Realiseringen af sådan en vision skydes bedst i gang med en bred inddragelse af interessenter. Derfor er OS2-SkadesØkonomis styregruppe sammensat af forskere, nationale myndigheder, private virksomheder, interessenter fra forsyningssektoren og forskellige fagligheder fra den kommunale forvaltning. 


Interesse fra mange kanter 

Styregruppen har besluttet af fokusere på værdiskabelse for kommunerne, og at lade de IT-tekniske udfordringer blive i de kredse, der gør den slags bedst.

 Om det lykkes, er ikke kun op til styregruppen bedømme, men man er blevet mødt stor interesse fra den finansielle sektor, fra kommuner med konkrete behov for selv at styre beregningsforløbet og resultatpræsentationen, og fra EU-udviklingsprogrammer. 

Åbenhed om beregningsmetoderne, forankring i et kommunalt bagland, udviklet af forskning på internationalt niveau og det, at systemet bruges til daglige administrative opgaver synes at indgyde stor troværdighed.

Lars Kaalund
Chefkonsulent,
Klima og tværkommunalt samarbejde ved KL
31. oktober 2024


Links til omtalte rapport samt mediedækning af sagen

Link til rapport

"Når stormfloderne rammer

Læs rapporten (pdf) 
Business newspaper article

Artikel DRnyheder

"Rapport: Om 50 år kan stormfloder oversvømme tusindvis af boliger i tre danske kystbyer", 21. oktober 2024

Videre til artiklen

Business newspaper article

Artikel TV2Øst

"Ny rapport tegner dyster fremtid for Nakskov og Kalundborg", 21. oktober 2024

Fortsæt med at læse
Business newspaper article

Artikel DRnyheder

"Kommuner efter dyster stormflodsrapport: Anlægsloftet gør det sværere at kystsikre", 21. oktober, 2024

Fortsæt med at læse
macro photography of wireless earbuds in charging case

Radioudsendelse, P1 Debat, DR

"Drukner Danmark?", 24. oktober 2024. Kirsten Halsnæs, professor i klima og økonomi ved DTU og styregruppemedlem for OS2-SkadesØkonomi er gæst i studiet. 

Lyt til programmet her

Om OS2-SkadesØkonomi

Besøg vores produktside. Her finder du information om programmet og kontaktoplysninger til folkene bag. 

Læs mere om OS2-SkadesØkonomi
Vores blogs