Skip to Content

Blog: Open source er big business

12 november, 2018 af
Blog: Open source er big business
OS2 – Offentligt digitaliseringsfællesskab, Rasmus Frey

Blogindlæg af Morten Kjærsgaard, Direktør og stifter af Magenta

 

225 mia. DKK er mange penge for de fleste af os. Men for IBM er det tilsyneladende en god forretning at lægge et beløb i den kategori for verdens største leverandør af open source enterprise-løsninger, RedHat.Morten Kjærsgaard

RedHats forretningsmodel er kort fortalt at samle community-udviklet software i forskellige 'pakker'. I stedet for at udvikle sin egen software organiserer RedHat således det kodearbejde, som tusindvis af community-udviklere foretager på Linux-kernen og moduler rundt om kernen. Det hele bundtes i en RedHat Enterprise Linux-udgave, som RedHat sælger med support, service, opgraderinger og hvad har vi.

Indpakningen som RedHat foretager, frigiver de ikke på open source-licens. Det er deres forretningshemmelighed. Men RedHat Enterprise Linux kan downloades med dokumentation, sådan at man selv kan arbejde videre med koden. Ønsker man service og support - og det gør langt de fleste enterprise-kunder - så skal man betale RedHat for denne service, og deri ligger den primære 'forretningshemmelighed', der reelt ikke er så hemmelig endda: Organiser, skab overblik og yd ordentlig service og support. Så får du nye kunder, og sådan holder du på de eksisterende.

For snart 20 år siden, i 1999, stiftede jeg Magenta. Strategien var - og er - at levere open source-løsninger til offentlige myndigheder og private virksomheder. Vi var tidligt ude, for begrebet 'open source' var kun halvandet år gammel på det tidspunkt.

'Free software' som begreb havde eksisteret i 15 år, men jeg var ikke vild med gratis-associationen, der klistrede til free software. For 20 år siden, da stort set alle tilgængelige it-løsninger var baseret på konventionel software, var det ikke nemt at forklare, hvad open source handlede om, og hvorfor vi skulle have penge for vores arbejde. Men det var nærmest umuligt at forklare, hvorfor fri software skulle koste noget. Derfor stiftede jeg Magenta som en open source-virksomhed, og derfor er open source fortsat aminosyrerne i vores DNA.

Med OS2's fremkomst og stigende indflydelse har open source fået rigtige muskler på efterspørgselssiden, og det mærker vi også i den danske it-branche. På omsætnings- og medarbejderplan er Magenta vokset 50% årligt de seneste to år, og vi ser ikke nogen afmatning i ordrebøgerne. De konventionelle leverandører taber markedsandele, og vores forretning vokser. Og det er ikke kun et dansk fænomen.

For os er der fortsat et stykke vej op til de 225 mia. DKK, som RedHat blev handlet for. Baseret på RedHats 2017-tal svarer det til 12 års omsætning og 130 års overskud efter skat. Et overskud i den størrelsesorden kan ikke forrente investeringen, så IBM må forvente langt mere af RedHat. Og med god grund. I de seneste 34 (!) kvartaler har RedHat øget omsætningen i forhold til det foregående kvartal, og intet ser ud til at kunne stoppe denne udvikling. Samtidig har RedHat nogle cloud-produkter, som IBM har stærkt brug for, hvis IBM skal kunne udfordre Amazon (AWS) og Microsoft (Azure).

Nu skal det her ikke være en reklame for RedHat - vi bruger hovedsagelig Ubuntu og Debian professionelt i Magenta - men pointen er, at open source er big, big business. Mange har forudsagt, at det vil ske, men de færreste har nok troet på det. Open source har indtil for ganske få år siden været forbundet med hyggeprojekter og nørder, der ikke behøvede at tænke på at lave penge, men den illusion er - håber jeg - slået ned én gang for alle nu med salget af RedHat.

Hvad har det her med OS2 at gøre? Stort set alt. Med 2/3-dele af kommunerne som medlemmer og med 55 leverandører er OS2 også ved at være big business. Den stigende professionalisering af OS2 med øget fokus på governance og projektledelse giver langt bedre muligheder for de leverandører, der gerne vil levere store og ambitiøse open source-produkter. Det er der brug for, hvis open source skal blive andet og mere end add-ons til de konventionelle produkter.

 

 

Foto: Денис Евстратов på Unsplash.com

Tags
Vores blogs