Skip to Content

Alternativer til Microsoft Teams i statslige myndigheder kan være open source

4 februar, 2022 af
Alternativer til Microsoft Teams i statslige myndigheder kan være open source
OS2 – Offentligt digitaliseringsfællesskab, Rasmus Frey

En række svenske myndigheder, inklusive statslige organisationer, trækker sig fra Microsoft 365 og Microsoft Teams på grund af datasikkerheden. I Danmark er Statens It det centrale organ for indkøb og drift af it i statelige myndigheder. Derfor har vi spurgt vicedirektør for Statens It, Søren Ulrich Vulff, hvad de tænker om det svenske nej tak og hvordan de forholder sig til open source alternativer på deres egne og kundernes vegne.

 

Spørgsmålet om amerikansk ejerskab og dermed om svenske borgeres persondata er beskyttet godt nok, der har fået en række svenske myndigheder til at vende ryggen til Microsofts platform for kommunikation og videomøder, Microsoft Teams. Serverne til skyen til Microsoft 365 er ejet af det amerikanske firma og det bekymrer de svenske myndigheder, der dels frygter, at tjenesterne ikke overholder GDPR og dels at oplysninger om svenske borgere kan havne i hænderne på amerikanske efterretningstjenester (f.eks. ved FISA sect 702). Beskyttelse af EU-borgeres data i amerikansk ejede datacentre var netop baggrund for Schrems II-dommen i 2020.

Søren Ulrich Vulff fra Statens It, en organisation under Finansministeriet, fortæller, at de ikke selv bruger amerikanske cloud-tjenester, og det er hos dem et krav, at en cloud-tjeneste overholder gældende lovgivning og retningslinjer i forhold til it-sikkerhed, herunder GDPR. Dette kan udelukke amerikanske clouds. Samtidigt skal den rette cloud-tjeneste for Statens It imødekomme de forretningsmæssige behov i organisationen og hos deres kunder, der alle er statslige myndigheder.

 

Nej tak til Microsoft Teams

Flere svenske myndigheder, inklusiv Arbetsförmedlingen og Skatteverket, besluttede sidste år at bryde med Microsoft Teams og lede efter europæiske open source alternativer. Også Stockholms Kommune har siden sluttet sig til som Microsoft 365 ”afhopperne”.

Søren Ulrich Vulff har også en holdning til open source alternativer til f.eks. Microsoft Teams: ”Statens It er faktisk begyndt at bevæge os lidt i den retning (af open source alternativer, red) med blandt andet etablering af vores Jitsi-videomødeservice, som vi tilbyder alle vores kunder. Mødeplatformen er bygget på open source og driftes i vores eget datacenter.” Det skriver Søren Ulrich Vulff i en mail til OS2.

 

Open source tilbyder et alternativ

Jitsi er også et af de forslag som eSam projektgruppen i Sverige kigger på. Projektgruppen består af ti offentlige myndigheder, som søger alternativer fra europæiske it-virksomheder i et samarbejde under foreningen eSam; en medlemsdrevet forening af offentlige myndigheder, der samarbejder om øget digitalisering.

Statslige myndigheder, som dem der udgør en del af projektgruppen under eSam, må tage deres ansvar på sig, som Søren Ulrich Vulff påpeger: ”Som statslige myndigheder – i Sverige såvel som i Danmark – har vi et særligt ansvar for at sikre myndigheders og borgeres data og personoplysninger. Samtidig forvalter vi offentlige midler, og vi har et ansvar for at sikre, at de midler bruges optimalt. Open source er et interessant område, blandt andet fordi det tilbyder et alternativ til mere etablerede aktører i markedet.” Det siger fortæller Søren Ulrich Vulff.

Open source er et interessant område, blandt andet fordi det tilbyder et alternativ til mere etablerede aktører i markedet. - Søren Ulrich Vulff, vicedirektør i Statens It

Den 21. juni præsentere den svenske projektgruppe alternativer til Microsoft Teams. Mediet Ny Teknik skriver, at erstatningerne kunne være Jitsi til videomøder, Rocket.chat til gruppechat og Nextcloud til at dele dokumenter. Alle tre er open source løsninger.

Til spørgsmålet om et muligt samarbejde med andre landes statslige myndigheder om alternativer til etablerede platforme, svarer Søren Vulff: ”Vi har et godt samarbejde med statslige it-myndigheder i andre lande, hvor vi deler erfaringer og bliver inspireret af hinanden – derfor bliver det også interessant at se, hvad den svenske projektgruppe præsenterer af open source-løsninger til sommer.”

Vores blogs