Mikael Olsen har nu været Product Owner i OS2 Kitos i et år. På det år har udviklingsarbejdet primært adresseret genkodningen af brugerfladen. I starten af 2025 kulminerer den proces med lanceringen af det nye design. Det er tilfredsstillende – men Mikaels fokus er allerede rettet mod det der følger: Roadmap 2025-2026. Læs hvorfor lige her!
Hvorfor skal vi ikke have lidt ro på - efter den store genkodning af brugerfladen?
Man skal ikke tage fejl - den nye brugerflade er et kæmpestort fremkridt. Jeg glæder mig enormt meget til at teste den med vores skarpe brugerklub – og til at dele den med alle brugere. Men samtidig kribler det virkelig i mig for at tage hul på de øvrige udviklingsønsker, som vil skabe ny vigtigt funktionalitet
Hvad synes du er spændende ved det kommende Roadmap?
Vi er et lille team i Kitos, og jeg blev kastet direkte i det dybe vand i dialogen med brugere fra første uge. Det har været vildt spændende at lære systemet og kommunernes anvendelse at kende. Men i det arbejde opdager man de små potentielle justeringer, som kan gøre en enorm forskel derude. Dem har vi bare ikke kunne trække af på mens brugerfladen blev genkodet. Derfor er det jo vildt forløsende at vi endelig kan tage hul på det.
Hvordan prioriterer man i udviklingsønskerne i OS2 Kitos?
Altså det er jo en demokratisk proces. Styregruppen tager hul på drøftelsen i uge 44 og så mødes vi med brugerklubben til det årlige fysiske møde i Skanderborg d 14. november. Men i den tætte dialog sekretariatet har med kommunerne året rundt, bemærker vi jo hvilke ønsker der går igen. Dialogen med brugerne former de oplæg vi præsenterer for styregruppen og brugergruppen.
Som PO har du også inviteret brugerne med ind i Jira, der understøtter dialogen direkte med udviklingsleverandøren STRONGMINDS – hvorfor skal kommunerne også med der?
OS2 Kitos har længe haft en levende brugerklub, med workshops og spørgetimer året rundt, men mange af brugerne er jo også teknisk interesserede og kan sagtens lege med i Jira. OS2 arbejder jo med fuld åbenhed. Der ikke er en ”front stage” og en ”back stage” ligesom hos private leverandører. I Jira kan kommunens brugere få et overblik over alle prioriterede udviklingsønsker, give os direkte feedback, og følge dem fra ide til release. Det er virkelig fedt som PO at få med- og modspil fra dygtige mennesker i hele Danmark. Jeg vil gerne aktivere brugerklubben endnu mere, så planen er at inviterer til løbende temamøder, for at verificere prioriteringerne yderligere.
Så - hvilke udviklingsønsker er på banen?
Der er meget! Men jeg har kategoriseret, relateret og lavet en foreløbig prioritering af ønskerne, og Jira er meget gennemskueligt, når først man lige sætter sig ind i det. Men vi præsenterer selvfølgelig også et opsummerende materiale til brugerklubben for dem der ikke vil læse alle ønskerne igennem i Jira.
Kort sagt kan man sige, at vi skal løfte basisfunktionerne i Kitos systemoverblikket – både dem som brugerne arbejder med lokalt, men også dem vi bruger internt i sekretariatet. Lokalt ser vi et øget brug og bredere inddragelse i Kitos, så der skal også arbejdes med brugervenligheden og de lokale tilpasningsmuligheder.
Hos os i sekretariatet handler det meget om tidsoptimering og kvalitetssikring. Vi er jo bindeled mellem kommunerne, KOMBIT og Det Fælleskommunale Databehandlersekretariat, DBS. Vores datakvalitet skal bare være i top.
Men bliver noget radikalt nyt eller anderledes?
Ja. Først og fremmest sker der noget på Compliance – og sammenhængen mellem Kitos, ISMS-systemer og DBS’ tilsynsportal. Det er noget vores styregruppe vægter meget højt. Vi vil gerne medvirke til at minimere kommunernes dobbeltregistreringer, så det bliver nemmere at vedligeholde sit overblik i Kitos.
Et emne som er blevet drøftet meget gennem det seneste år er historik. – Altså, at kommunerne ønsker at bevare systemer som de har haft i anvendelse. Men der skal vi have lavet en løsning så vi skelner mellem systemer der er i brug, og en historik som man kan bevare og orientere sig i separat.
- Og så mener jeg personligt at det er på tide at udvide integrationen til FK Adgangsstyring, så det bliver meget lettere at vedligeholde brugerne og den lokale governance i Kitos, samt at undersøge muligheden for en integration til CVR-online
Sideløbende kan det nævnes, at vi har en god dialog i gang med Rigsarkivet, om en endnu bedre vejledning til arkivering i OS2Kitos. Jo mere stamdata vi kan skabe, jo mindre arbejde har de individuelle kommuner til deres registreringer.
For alle ønskerne gælder selvfølgelig at de skal nedbrydes yderligere før vi kan sige præcist hvordan de skal tage form, hvad de vil koste og hvor hurtigt de kan realiseres. Der kommer til at være god mulighed for at sætte sit præg i Jira og til online workshops.
- 2025 bliver et vildt spændende år!
Det nye design for OS2 Kitos kan besøges her. (Obs. man skal have manuelt login, SSO er er ikke integreret endnu)
Medlemskommuner kan lege med i Jira her – skriv til info@kitos.dk for oprettelse af bruger
Se video med intro til Jira her.