Samarbejde, deling og digital udvikling i det offentlige.

Blog: Digitalisering - er der et demokratiproblem?

Ca. læsetid: 8 mins

Blogindlæg af Christian Christensen, Gruppeleder i Udvikling og It, Sorø Kommune

 

Løsninger på få standardiserede platforme giver hurtig time to market med nye digitaliseringsløsninger, men efterlader os med få store tech giganters monopol på services og platforme.

Det skaber en risikabel driftssituation for kommunerne, hvor vitale services kan rives væk fra borgerne uden særligt varsel, medmindre vi tænker i nye nationale samarbejder, inspireret af f.eks. Open Source tankegangen.

 

New public management og markedskræfterne har sejret sig ihjel igennem årtier. Vi optimerer efter én bundlinje, uanset hvad der nu står af flotte ord i vores CSR-formuleringer. I virksomheders topledelse (offentlige såvel som private) er ”stort godt” det ”de andre gør” et sikkert karrierevalg. Det er ikke ligefrem karrierefremmende at vælge anderledes, heller ikke med IT. Dette er måske hovedårsagen til at Open Source fortsat primært har nørdernes og idealisternes bevågenhed?

Siden introduktion af objektorienteret programmering tilbage i 80’erne, er det, der er promoveret, genbrug, hurtige leverancer og lavere omkostninger. Paradigmet er relanceret i forskellige former f.eks. i SOA og i Cloud. It-arkitektur og økonomi er gået hånd i hånd, og alle var glade.

 

I dagens arbejde med databehandleraftaler, konsekvensvurderinger, fortegnelser, risikovurderinger mv. ser vi som dataejere at stort set alt leveres som services, og at de fleste services bygger på få store aktører. Aktørerne lover, at deres kunder (vores databehandlere) kan være trygge ved, at data er i EU, at de ikke kunne finde på at dele deres lagrede oplysninger med nogen, og at de nok skal blive ved med at give deres kunder mere plads og mere kapacitet til færre penge i al evighed.

vi er ved at blive for ukritiske i forhold til hvordan vi opbygger vigtige dele af offentlig dansk infrastruktur.

Nye monopoler er ved at indfinde sig, og jeg mener, at vi er ved at blive for ukritiske i forhold til hvordan vi opbygger vigtige dele af offentlig dansk infrastruktur. Vi optimerer på pris og storindkøb, ikke på at være i kontrol over egne data og driftssituation.

 

I forhold til for blot 10 – 15 år siden, hvor skalering og kapacitetsproblemer var et ongoing issue, og at der in-house altid var brug for et bredt spektrum af fagligheder – så er det blevet nemt og effektivt at realisere sin drøm. En gennemsnitsteenager vil kunne opbygge en fuldt integreret webshop med betalingsløsninger og integration til GLS på en eftermiddag, fordi vi har standardiseret, delt viden, optimeret på den digitale side og vigtigst af alt opdraget de yngre generationer til, at alt er digitalt, alt er genbrug. What’s not to like?

Hvor mange kommunale løsninger ville stoppe med at virke, hvis nu Amazon Web Services stoppede med at tilbyde deres services til EU i morgen?

Et interessant synspunkt set fra mit bord er dog; Hvor mange kommunale løsninger ville stoppe med at virke, hvis nu Amazon Web Services stoppede med at tilbyde deres services til EU i morgen? Hvor mange skolebørn i Danmark ville kunne modtage undervisning i DK, hvis Google stoppede med at tilbyde deres services til EU i morgen? Hvor mange virksomheder ville kunne fortsætte deres aktiviteter, hvis nu Microsoft holdt op med at tilbyde deres services til EU i morgen? Hvor mange politikere kan fortsætte deres virke, hvis de mangler et sted at kvidre fra i morgen?

 

Min morale i historien er enkel – vi er nødt til at lade vores digitalisering blive styret af end blot ussel mammon. En informationssikkerhedsmedarbejder kunne vel argumentere for, at vi kunne starte med at tage arbejdet med risikovurderinger seriøst. Kan det være rigtigt, at DK ikke selv kan drifte kritiske samfundsservices til f.eks. den kommunale sektor? Kan vi opfinde en vej, hvor der fortsat er hurtigt time-to-market, uden at vi giver afkald på selv at styre den basale infrastruktur? Om ikke andet på Europæisk niveau. At købe ind billigst muligt vil altid rykke services over på den billigst mulige infrastruktur. At købe ind sikrest muligt, vil rykke services til den sikrest mulige infrastruktur. Begge parametre skal i fokus ved alle indkøb til den offentlige sektor.

 

Det der engang var statslige anliggender, eller kommunale eller de lokale virksomheders, det er reelt nu i hænderne på få store virksomheder. Vi har ikke længere selv kontrol over informationsstakken. De fleste serviceudbydere er amerikanske, hvor vi jo langt hen ad vejen er på god fod. De kinesiske services er dog godt på vej, og er næste generation af skole-software bygget på Ali Baba platformen i stedet for? Måske er det endnu billigere end Google – og helt sikkert bedre integreret med TikTok!

Open Source er ikke svaret på alt, men giver i hvert fald muligheden for at have kontrol over kildekode. Det er en start. Kommunale driftsfællesskaber kunne være en anden måde at opretholde lave enhedsomkostninger, og hurtig time to market. Begge dele er noget der flirtes med i det små mange steder, uden at der for alvor er etableret et større antal forpligtende samarbejder på det.

Open Source er ikke svaret på alt, men giver i hvert fald muligheden for at have kontrol over kildekode. Det er en start.

De digitaliseringsforeninger der findes i det kommunale landskab i dag, har fortsat mest indkøbsfællesskaber som deres primære fokus. Det kan bunde i hvor svært det er at få alle deltagerkommunernes politiske ledelser og topledelser til at blive enige om andet end at ”stort er godt og billigt er godt”.

Vi skal værne om borgernes skattekroner, men vi skal også værne om borgenes data, og om borgernes ret til reelt at bestemme over egne data. Især det sidste er svært med de aftaler om data der ”tilbydes” af de store leverandører på cloudmarkedet for tiden. Her kunne vi igen lade os nationalt inspirere af ånden i Open Source, og den åbenhed der ligger bag de licenser og samarbejder. Vi skal også værne om tilgængelighed. Alt er digitalt, borgene har krav på adgang til service. Vi har brug for kontrol over hele informationsstakken.

Her kunne vi igen lade os nationalt inspirere af ånden i Open Source, og den åbenhed der ligger bag de licenser og samarbejder

At sikre en stabil, sikker og fortrolig IT-drift i det kommunale Danmark der fortsat er relativt billig, kræver derfor at vi gør op med ”sikre” satsninger på få store leverandører, og at vi arbejder tættere sammen om problemer der er ens.

Publiceret i gruppen

Dette er et blogindlæg

Vi har mange eksterne skribenter tilknyttet der skriver blogindlæg, som OS2 publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger som kan udtrykkes indenfor OS2s retningslinjer og code of conduct er velkomne, kontakt os gerne hvis du har noget på hjertet.