Samarbejde, deling og digital udvikling i det offentlige.

Tårnhøje ambitioner for digitaliseringen

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen for en måned siden, d. 3. oktober, stod på talerstolen til folketingets åbning var digitalisering på dagsordenen.

”Vi skal have tårnhøje ambitioner for digitaliseringen”. Sådan sagde, statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin åbningstale ved Folketingets åbning d. 3. oktober. Tårnhøje ambitioner for digitaliseringen blandt kommunerne er med til at drive gode og stærke projekter i OS2, der giver mening for både medarbejdere og borgere.

Fællesskabet giver bedre løsninger

Flere kommuner nævner, at OS2-fællesskabet giver dem mulighed for at skabe bedre løsninger, som kan have stor effekt ude i kommunerne. Derfor har vi i OS2 sat det mål, at vi vil have mindst fem aktive projekter i gang konstant, som skal resultere i 1-2 produkter om året. Denne målsætning mener vi er ambitiøs, men vi kan se, at OS2’s produkter er til stor gavn i kommunerne. Senest har vi lanceret OS2kravmotor, som allerede nu har gjort det nemmere for kommunerne at oprette, vedligeholde og kvalitetssikre de ikke-funktionelle krav ved køb af nye it-løsninger.  

Grøn strømprofil

’Digitalisering kan mindske klimaforandringer’. Sådan sagde statsministeren videre. Da Aarhus kommune for nyligt opsatte 120 nye NUC-pc’ere med OS2-kabinetter, var et af formålene netop at skabe en grøn strømprofil, modsat de store gamle strømslugende stationære pc’ere, der blev erstattet. Vores og kommunernes høje ambitioner for digitaliseringen skaber altså både gode løsninger, gør det lettere for medarbejdere at løse deres opgaver, og skaber mulighed for at skabe billigere it-løsninger.

Tilføj kommentar