Samarbejde, deling og digital udvikling i det offentlige.

Digitalisering øger arbejdsglæden og produktiviteten

Med det øgede fokus på digitalisering de seneste år har medarbejderne med få klik fået adgang til de mest anvendte kontakte, dokumenter, arkiver, videndeling, status eller historik lige nu og her. Det er med til at øge både arbejdsglæden og produktiviteten, skriver computerworld.dk.

Manglende implementering kan være fatal

Ofte er virkeligheden dog en helt anden, når medarbejderne vågner op til nye smarte it-systemer. Det skyldes, at mange glemmer, at oplære medarbejderne i de nye digitale løsninger. Denne manglende organisatoriske implementering kan være fatal for både arbejdsglæden og produktiviteten.

Derfor er det vigtigt, at medarbejderne tages i hånden gennem hele processen med at implementere et nyt it-system, og løbende bliver orienteret og taget med i processen. Det kan mindske kompleksiteten for medarbejderne og endda mindske modstand mod forandring. På den måde kan kommunerne hurtigere høste de værdifulde og længeventede gevinster af de indkøbte løsninger.

Det er nemlig først, når arbejdsgangene er ændret, og medarbejderne er oplært og fortrolige med de nye digitale løsninger, at de for alvor kan komme til deres ret og indgå som en naturlig og gnidningsfri del af arbejdsgangen.

Lettere sagt end gjort

Ifølge computerworld.dk er det dog ikke nok at forlade sig på de ellers så populære og omkostningseffektive webinarer eller onlinekurser. Det er nødvendigt at indse, at der må og skal bruges ressourcer på at lytte til og uddanne den enkelte medarbejder, og at medarbejderne får den hjælp og støtte, der skal til, hvis de ikke er med.

På os2.eu finder I en vejledning til at håndtere forandringen i jeres organisation i forbindelse med implementeringen af nye it-systemer. Her er der især fokus på medarbejderne, fordi det er vigtigt, at de er med og forstår transformation og ’rejsen’ fra a til b.

Det kræver hårdt og dedikeret arbejde på alle niveauer i virksomheden, men på den anden side venter smartere processer, højere produktivitet og ikke mindst øget arbejdsglæde.

Tag højde for andet end den tekniske løsning

I OS2 ønsker vi at være opmærksomme på, at kommunerne når de udvikler nye systemer ikke kun forholder sig til den tekniske løsning. Med OS2’s governancemodel har vi fokus både på det tekniske, men også på implementeringen i organisationen.

En del af formkravet for niveau 2 produkter er, at der findes både dokumentation og best practice, samt at der er hjælp at hente ift. implementering, udvikling og brug af systemet.