Samarbejde, deling og digital udvikling i det offentlige.

Workshop 26/11: Fælleskommunale og fællesoffentlige klassifikationer

En task-force til at spotte, koordinere og rådgive om fællesoffentlige klassifikationer. Det var forslaget fra talerne Henrik Bojsen fra Syddjurs Kommune og Leif Lodahl fra Ballerup Kommune. Henrik Bojsen og Leif Lodahl var de første talere, da knap 30 interesserede var samlet til OS2klassifikation workshop på Ballerup Rådhus på en råkold mandag d. 26. november.

 

Workshoppen var dynamisk med snak deltagerne imellem og mellem deltagere og oplægsholder. Programmet stod på Henrik Bojsen og Leif Lodahl om samarbejde om klassifikationer, Brian Jacobsen fra Taxon om klassifikationsindeks, Martin Bo Jensen fra KOMBIT om støttesystemet Klassifikation og sidst Alex Thirifays fra Magenta sammen med Niels Nordberg fra Ballerup Kommune om OS2MO med tilhørende klassifikationer.

 

Under første set, brainstormede deltagerne over nogle af gevinsterne ved fællesoffentlige klassifikationer:

  • Bedre ledelsesinformationsom kan give forretningsindsigt
  • Nemmere at skifte it-systemer, når leverandørerne bruger flere fællesoffentlige klassifikationer
  • Højere datakvalitet, da man ikke vil kunne forurene en database med ustrukturerede data
  • Entydige og skarpe data med en skarp skillelinje mellem forskellige elementer

 

I forhold til task-forcen var det vigtigt for deltagerne, at leverandørerne skal være med til at skabe og tage ejerskab, så udviklingen foregår i et samarbejde. Desuden er det helt centralt at kommunerne bliver klædt på til opgaven med at bruge klassifikationer, gerne med mulighed for kurser eller intro via arkitekturnetværk.

Inden frokost satte Brian Jacobsen fra Taxon deltagerne på en diskussionsopgave, hvor de bl.a. summede over vigtige parametre for en klassifikation. Selvom klassifikationsbegrebet er svært at definere entydigt, gjorde han et forsøg i en elevatorpitch. I den simpleste udgave definerede han en klassifikation som en kontrolleret systematik til (emne-)opdeling af data, og hvis flere vedligeholder den, gør det den fælles.

KOMBITs støttesystem Klassifikation blev derefter introduceret af Martin Bo Jensen. Den grundlæggende idé bag støttesystemet er, at man på tværs af systemer og myndigheder skal kunne trække på de samme klassifikationer. Samtidig kan man bruge Klassifikation til at opbygge, vedligehold og dele klassifikationer lokalt. Martin Bo Jensen tog spørgsmål og input fra deltagerne, som bl.a. ønskede sig at historikken kunne ses i brugergrænsefladen.

Inden dagens afrunding var Alex Thirifays fra Magenta og Niels Nordberg fra Ballerup Kommune på banen. OS2MO kører efter faste klassifikationer i form af drop-down menuer. Det er en måde at undgå menneskelig fejl. Niels viste flere diagrammer, som du kan se i de slideshows, som er herunder. Deltagerne diskuterede rolledelingen mellem OS2mo og Støttesystemet Klassifikation og pegede på OS2mos mulighed for hurtigt at indarbejde ønsker fra kommunerne.