Samarbejde, deling og digital udvikling i det offentlige.

OS2udoglær: Den fleksible platform til dagtilbud, skoler og ungdomsuddannelser

Ca. læsetid: 6 mins

Genåbningen efter første bølge af coronakrisen satte virkelig gang i søgningen på de eksterne læringstilbud i Esbjerg Kommune via portalen ude.nu, der bygger på OS2udoglær.

Coronakrisen satte et midlertidigt stop for skoleundervisning, og som børnene kom tilbage i etaper i foråret 2020, blev det fulgt af restriktioner om at begrænse smitterisikoen. Som Helle Hovmand-Rasmussen, projektkoordinator for de digitale platforme ude.nu og mitvadehav.dk udtrykker det, så var coronaåbningstiden i foråret barsk og krævede store omstillingerne på kort tid. ”Pludselig skulle store dele af undervisningen foregå ude, hvilket var uvant for mange lærere. Det har vi tydeligt kunne mærke på ude.nu, hvor søgningen (på platformen ude.nu, red) steg markant efter genåbningen af daginstitutionerne og skolerne” siger Helle Hovmand-Rasmussen.

 

En kærlig hentydning

På Esbjerg Kommunes hjemmeside – som Helle Hovmand-Rasmussen arbejder med – står der: ”Navnet ude.nu er en kærlig hentydning fra de eksterne læringsmiljøer om at tage dagtilbudsbørn og skoleelever med ud. Det med afsæt i viden om at oplevelser ude i virkeligheden danner erindringer, forståelse og læring for livet. Punktummet i ude.nu er til fri fortolkning, og kun fantasien sætter grænser.

En af grundene til stigningen (i søgninger på ude.nu, red) var, at en af de største eksterne udbydere på ude.nu, MYRTHUE - Natur, Kultur og Læring, tilbød et forløb for 0.-5. klasser, inddelt i små hold, ude på skolernes egne matrikler, der havde til formål at eksemplificere for lærerne, hvordan udeskoleundervisning kunne foregå.

– Helle Hovmand-Rasmussen, projektkoordinator på ude.nu og mitvadehav.dk

 

Valget af en platform

Ude.nu er en digital portal baseret på Drupal-platformen OS2udoglær. I Esbjerg Kommune stod de for få år siden i et valg mellem online-redskaber til at samle tilbud fra eksterne læringsmiljøer. Valget stod mellem Skolen i Virkeligheden, Skoletjenesten.dk og OS2udoglær. Valget faldt på OS2udoglær på grund af ”muligheden for at kunne tilpasse siden til vores lokalmiljø og give siden vores eget lokale præg. Det var første og afgørende fordel for os”, siger Helle Hovmand-Rasmussen.

 

Overblik over 300 tilbud

Ude.nu giver et godt overblik over de godt 300 tilbud, som Esbjerg Kommune har for dagtilbud, skoler og ungdomsuddannelser, så lærerne og pædagoger kan finde alle tilbud samlet på en enkelt hjemmeside. Hjemmesiden har forskellige søgefunktioner, og lærerne kan sortere efter f.eks. fag, årstid eller emneområde.

 

Genåbningens fase 2 i foråret 2020

I corona-genåbningens fase 2 kom de store klasser – 6.-9. klasserne – tilbage på skolebænken og igen gav ude.nu en håndsrækning til lærerne, hvor MYRTHUE tilpassede nogle af deres faste tilbud efter Sundhedsstyrelsens retningslinjer og lærerne kunne tilgå ude.nu og få et lynoverblik over aktiviteter til coronakrisens genåbningsfase. Det er tidskrævende at få et overblik over alle eksterne læringsforløb og det hjælper OS2udoglær i form af ude.nu med.

 

Igen kunne ude.nu bruges som platform for lærerne til lynhurtigt at få overblik over hvilke tilbud de kunne benytte i den særlige tid, under en statisk midlertidig fane kaldt ”Særtilbud under genåbningen” – Helle Hovmand-Rasmussen, projektkoordinator på ude.nu og mitvadehav.dk

 

3000 unikke besøgende på et år

Helle Hovmand-Rasmussen fortæller, at: ”I juni måned rundede vi unikke besøgende nr. 3000 efter at have været i luften i præcis et år. Taget i betragtning af at vi kun stiler efter, at siden skal benyttes af ansatte i Esbjerg Kommunes daginstitutioner, folkeskoler og ungdomsuddannelser, er vi selv godt tilfredse med antallet.” Hun tilføjer, at delen med ungdomsuddannelser stadig er under udvikling. Det er nemt at forestille sig at ved at tilføje denne del, vil ude.nu få endnu flere besøgende.

I statistikken kan man også se at antallet af besøgende følger genåbningsfaserne på undervisningsområdet.

Besøgende på UdeNu

Kilde: Helle Hovmand-Rasmussen

 

Støtte til organisatorisk implementering

Støtten fra tovholderen på OS2udoglær, Mie Bjerrisgaard Frydensbjerg, skal ikke undervurderes i den organisatoriske implementeringsproces. Denne sideløbende support har givet et skub fremad og været med til at sikre succesen med ude.nu i Esbjerg Kommune.

I juni gik endnu en side i luften: mitvadehav.dk, som Helle Hovmand-Rasmussen på vegne af Nationalpark Vadehavet også er redaktør på. Den er også baseret på OS2udoglær platformen.

 

Mere om OS2udoglær

Ønsker du at vide mere om OS2udoglær, kan du læse mere på produktsiden. Du er også velkommen til at kontakt OS2-sekretariatet på os2@os2.eu

 

Publiceret i gruppen

Dette er et blogindlæg

Vi har mange eksterne skribenter tilknyttet der skriver blogindlæg, som OS2 publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger som kan udtrykkes indenfor OS2s retningslinjer og code of conduct er velkomne, kontakt os gerne hvis du har noget på hjertet.