Samarbejde, deling og digital udvikling i det offentlige.

Få de bedste it-løsninger til din kommunes behov – og til den fælles kommunale infrastruktur

Photo by Frederick Tubiermont on Unsplash
Ca. læsetid: 5 mins

I forlængelse af brevet fra Kommunernes Landsforening (KL) til landets borgmestre foreslår OS2-fællesskabet, at OS2kravmotor kan bruges af kommunerne som et redskab til kravspecifikation

 

Den 12. september sendte KL et brev til samtlige borgmestre i landet. Det omhandlede kommunernes fælles it-infrastruktur og en opfordring til at tage denne mere i brug. I brevet stod bl.a.: ”Der er i øjeblikket private leverandører, der tilbyder kommunerne mange af de services, som er omfattet af infrastrukturen. Hvis kommunerne kobler sig på disse private alternativer, vil kommunerne reelt betale for det samme to gange.”

Det skyldes, at alle kommuner fra 2020 bliver faktureret for den fælleskommunale infrastruktur. Derfor giver det økonomisk set rigtig god mening at bruge den så meget som muligt.

I bilaget til borgermesterbrevet lister KL en række måder, hvor KOMBIT kan være til hjælp for kommunerne – efter hjælp-til-selvhjælp princippet:

  • Indkøb via SKI-aftalerne
  • Informationsmateriale
  • Workshops og konferencer
  • Videndelingsnetværk og netværksbaseret rådgivning.

I OS2-fællesskabet vil vi gerne komme med et ekstra bud: At bruge OS2kravmotor. OS2kravmotor er et kravkatalog over non-funktionelle krav, der fungerer som støtte i it-indkøbsprocessen. Ved at bruge OS2kravmotor kan kommunen stille non-funktionelle krav så som specifikke integrationer, dokumentation og infrastruktur, så det nye it-system lever bedst muligt op til kommunens behov og bedst muligt understøtter brug af den fælles it-infrastruktur i KOMBIT-samarbejdet.

Når KL skriver, at kommunerne i højere grad nu er ”herre i eget hus”, betyder det også, at kommunerne selv skal stå for den til tider udfordrende kommunikation mellem forretning, it-arkitektur og leverandør. Den kommunikation kan blive meget mere enkel og ligetil ved brug af en løsning til kravspecifikation, hvor kommunerne endda selv kan oprette lokale krav til deres it-indkøb. Med OS2kravmotor kan kommunerne bruge af andres krav og skal ikke selv opfinde den dybe tallerken ved hvert it-indkøb.

Den fælles kommunale infrastruktur har mange gode funktioner, som kan understøttes ved en fælleskommunal løsning til at specificere non-funktionelle krav. Som der står i borgmesterbrevet, er fordelene ved at anvende den fælles infrastruktur:

  1. Udnyttelse af investering
  2. Ensartet adgang til centrale data
  3. Øget konkurrence på det kommunale it-marked
  4. Potentiale for øget hastighed i kommunernes udnyttelse af nye teknologiske muligheder.

Når der i et it-indkøb bliver stillet non-funktionelle og på forhånd definerede krav fra et kommunespecifikt katalog, er det væsentligt nemmere at sikre sammenhængen mellem den fælles infrastruktur og den lokale og dermed til standardisering af data. Kravkataloget gør processen med it-indkøb mere simpel, da mange krav allerede er defineret, og mere gennemskuelig, da det bliver nemmere at sikre et ensartet grundlag for sammenligning af leverandører. Sådan bliver det muligt at hvile på et fundament af fælleskommunal infrastruktur i KOMBIT-samarbejdet og derfra udnytte potentialet i de nyeste teknologier.

Den cloud-baserede løsning OS2kravmotor er et produkt af open source licens og - arbejdsmetode og er en fælleskommunal løsning. Lokale krav oprettes med tilknytning til den enkelte, mens fælles krav oprettes i det fælles kravkatalog. Arbejde med det fælles kravkatalog styres af Kravredaktionen, som er sammensat af repræsentanter fra kommuner og repræsentanter fra KOMBIT. Sådan kan OS2kravmotor være jeres værktøj til et godt it-indkøb. Læs mere om OS2kravmotor her på hjemmesiden.

 

OBS: OS2kravmotor er nævnt i KL og KOMBITs nye videnscenter under punktet ”Tag stilling til kontraktform- og vilkår”

 

-------------------------
Billede af: Frederick Tubiermont på Unsplash

Publiceret i gruppen

Dette er et blogindlæg

Vi har mange eksterne skribenter tilknyttet der skriver blogindlæg, som OS2 publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger som kan udtrykkes indenfor OS2s retningslinjer og code of conduct er velkomne, kontakt os gerne hvis du har noget på hjertet.